Orm

Katte og hunde kan smittes med orm via mange forskellige mellemværter, som fx lopper, mus og snegle. Alle typer af orm behandles ikke med det samme ormemiddel, derfor at det vigtigt at diagnosticere hvilken orm kæledyret er inficeret med. Dette kan ske ved hjælp af gødningsprøve eller blodprøve.

Heste optager også masser af orm, især når de græsser. Ved gødningsprøver skal vi bruge én hestepære, så frisk som muligt. Tilføj hestens navn, alder og ejers kontaktoplysninger. Gødningsprøver skal undersøges forår og efterår, og ellers ved mistanke om orm. I mikroskopet kigges efter spolorm, hageorm og blodorm mm. Ved mistanke om bændelorm er den bedste diagnostik ved at tage en blodprøve.

Spolorm

Den hyppigst forekommende ormetype vi ser, er Spoleormen. Voksne hunde bliver oftest inficeret med Spolorm ved at optage spolormeæg fra miljøet, de kan også smittes hvis de spiser en mellemvært, hvilket kan være mus el. fugle.

Ved voksne hunde vil de fleste af larverne fra ormene, migrere til vævene, hvor de vil gå i dvale, herfra vil man ikke opleve nogle symptomer.

Ved voksne drægtige tæver vil larverne vågne fra dvalen omkring midtvejs i drægtigheden og vandre til henholdsvis livmoderen, hvor de vil kunne smitte fostrene, og til mælkekirtlerne, hvor de kan smitte hvalpene i op til 3 uger efter fødslen, når disse dier.

Ved katte er det gældende at de færreste katte optager spolormeæg fra miljøet, men derimod næsten altid fra mellemværterne mus og fugle. Ligeså kan killinger optage larver gennem modermælken når de dier, men ikke gennem livmoderen som hos hunde.

Hageorm og piskeorm

Hageormen lever i tyndtarmen på dit kæledyr. Smitte med hageormen foregår ved optagelse fra miljøet. Hageormens laver er transparente og ikke mere end 0,5 mm i længden, så de kan ikke ses med det blotte øje. Derfor kan hunden eller katten nemt inficeres når de spiser græs eller tager en pind i munden, hvis larven er i miljøet.

Piskeormen optages også fra miljøet og kræver derfor heller ingen mellemværter. Dog er det primært hunde der får denne type orm.

Jagthunde, dyr i kenneler og større opdræt er i højere risiko for inficering med hageorm, da der er flere hunde/katte samlet, på et mindre område. Det samme gør sig gældende for piskeormen hvor kenneler også udgør en højere smitterisiko.

Bændelorm

Hunde og katte kan få bændelorm fra lopper. Dette skyldes at bændelormen er en leddelt orm, der lever i hunden og kattens tyndtarm.

Når bændelormens led modnes, bliver disse fyldt med æg, og derefter udskilles ægkapslerne, hvor efter vi ofte vil kunne se dem i pelsen omkring endetarmsåbningen, på gulvet eller lign. Ægkapslerne er bevægelige og ligner små riskorn eller græskarkerner.

Loppelarverne vil indtage bændelormeledene, hvorved de bliver inficerede med bændelormeæggene. Inde i loppelarven vil bændelormeæggene videre udvikle sig og når larverne har udviklet sig til voksne lopper og spiser blodmåltider fra hunden eller katten, vil hunden/katten bide sig, og på den måde indtage loppen. Herfra vil bændelormelarven kunne færdig udvikle sig til en ny bændelorm.

Ydere mere vil katte også kunne optage bændelormen via mellemværter som mus og andre gnavere.

Hjertelungeorm

Hjertelungeorm er egentlig en fællesbetegnelse for 2 forskellige typer orm. Her taler vi om Fransk hjerteorm og rævens lungeorm. Fransk hjerteorm er den langt alvorligste af disse to, og er mere og mere udbredt i hele Danmark, men dog værst på Sjælland.

Fransk hjerteorm

Fransk hjerteorm er afhængig af en mellemvært, så hunde kan ikke smitte hinanden direkte.

Hunden smittes ved helt eller delvist indtagelse af snegle der indeholder det smitsomme 3, dette kan evt. ske hvis hunden spiser græs. larvestadie af Fransk hjerteorm. Larverne borer sig igennem mavevæggen og videre ud i blodbanen, hvor de føres til hjertets venstre side og lungernes blodkar, hvor de modnes.

Når de er modne, vil de begynde at lægge æg, og disse vil blive ført endnu længere ud i lungernes blodkar, hvor de klækkes og derefter borer sig ind igennem lungerne. Herfra hostes de op og synkes og udskilles med hundens afføring. Derefter spiser sneglene afføringen og indtager larverne, og derved kan processen starte forfra igen. Ræve kan også være inficerede med fransk hjerteorm.

Den franske hjerteorm er nok den mest problematiske af alle de ormetyper vi ser hos vores hunde. Lavernes migrering til lungerne, kan giv hundene lungebetændelse, og dermed feber, hoste og i nogle svære tilfælde åndenød.

I de milde tilfælde vil symptomerne også være milde og det kan være svært at lokalisere problemet. Milde tilfælde kan nå at give kroniske skader, da diagnosen ofte stilles meget sent. Det er først når der kommer en opformering af larver i hunden, at de mere alvorlige tilfælde forekommer. Når der sker frigivelse af mange larver på samme tid til blodbanen, kan dette forstyrre blodets evne til at størkne, og dette kan føre til blødninger i huden, øjne, munden, hjernen, lungerne, mm.

Ofte vil der forekomme blødninger flere steder på en gang, hvilket kan føre til blodtab, hjerneblødning, blødninger i rygmarv el.lign. En lille larve alene i blodkarret skaber for det meste ingen problemer, men når et massivt antal af larver frigives på en gang, kan de klumpe sammen og fungere på samme måde som blodpropper i årene. Selv større kar kan de tilstoppe, hvilket i værste tilfælde kan medvirke til hjertesvigt.

Vi anbefaler at man får tjekket sin hunde for hjertelungeorm (Fransk hjerteorm) min. 1-2 gange årligt. Dette for at fange hunden mens den er i det milde forløb, og for forhåbentligt derved at undgå kroniske skader eller i værste tilfælde et alvorligt forløb.

I vores Vetplans guldabonnement er der inkluderet en årlig gødningsprøve.

Rævens lungeorm

Rævens lungeorm har samme mellemvært som den franske hjerteorm, nemlig snegle. Denne orm opholder sig i luftvejene, som er luftrøret, bronkier og bronkioler, hvilket kan give anledning til hoste. Hunden optager larverne når de f.eks. spiser græs, og derved ved et uheld kommer til at spise en snegl. Efter indtagelse af sneglen, frigives larverne til tarmsystemet hvorfra de vandrer gennem tarmvæggen, via portalvenesystemet og leveren til luftvejene.

I luftvejene lægger hunnerne æg, når disse er klækket, hostes larverne op, hvor efter de synkes og passere igennem tarmsystemet og udskilles med afføringen. Herefter optages de igen af snegle, der spiser af afføringen, og på den måde sluttes cirklen igen.

Inficeringen med rævens lungeorm er normalt et mildt forløb, og kan nemt behandles med ormekur.

Behandling af orm

I langt de fleste tilfælde kan vi med den rette behandlingsstrategi, behandle hunde og katte for alle slags orm. Det det primært handler om er at tage problemet i opløbet, fremfor når der kan være sket kroniske skader.

Vi anbefaler at man får undersøgt en gødningsprøve fra sit kæledyr min. 1-2 gange om året, for at vurdere om ormekur kan være nødvendigt.

Hvorfor skal i se mit kæledyr før jeg må få en ormekur?

Ormekur er receptpligtig i Danmark, og må derfor ikke udleveres uden at vi har kendskab til det enkelte dyr. Det vil sige at vi skal have set din hund eller kat på klinikken inden for et år, eller som minimum have undersøgt en gødningsprøve, før vi må udlevere ormekuren.

Mange undres over hvorfor reglerne er således, da mange dyrlæger førhen udleverede ormekur, uden at have set dyret eller gødningsprøver.

Først og fremmest kan vi sige at det er et lovkrav!

Dette lovkrav er nu blevet indskærpet med den nye EU-forordning der kom i februar 2022.

Det vil sige at hvis fødevarestyrelsen, som har kontrollen med alle danske dyrlægevirksomheder, kommer forbi og tjekker vores udskrivelse af receptpligtig medicin, vil vi få en meget stor bøde hvis vi bryder loven. I værste fald kan den pågældende dyrlæge mistet sin autorisation, dvs. at de ikke på praktisere som dyrlæge længere.

Ydermere slutter vi op om at begrænse forbruget at ormemiddel, da vi over de sidste årtier har set en øget resistens bland indvoldsormene, og vi derfor kun har ganske få midler tilbage at behandle dem med. Det er i vores alles interesse at vi forsat kan behandle alle kæledyr der bliver inficeret med indvoldsorm.