Blodanalyse er et vigtigt redskab, for vores dygtige dyrlæger, til at hjælpe med at finde frem til eventuelle sygdomme. Dette gøres blandt andet ved at kigge på hæmatologi, altså de røde og hvide blodlegemer, samt biokemi, hvor der kan måles forskellige organværdier, salt- og sukkertal. Blodanalyse kan bruges både når dyret viser tegn på sygdom, samt som kontrol før bedøvelse af klinisk raske dyr.
Vi anbefaler alle vores patienter at få foretaget en præanæstetisk blodprøve, det vil sige en blodprøve før dyret skal i bedøvelse. Dette for at vi kan tilrettelægge den bedste og mest skånsomme narkose for netop dit kæledyr.
En præanæstetisk blodprøve vil indikere, om dit dyr for eksempel har en mild underliggende nyre- eller leversygdom. Hvis dette er tilfældet, vil der være en risiko for at påføre det ramte organ en unødvendig skade, hvis vi bedøver din hund uden at tage skånehensyn. Ligeså vil vi kunne se, om skaderne er af en så betydelig størrelse, at man helt vil undgå at lægge dyret i narkose.
Ligeledes kigger vi efter, om antallet af blodplader er normalt. Dette er nyttig viden for os forud for en operation, da blodpladerne er en vigtig parameter for, om blodet kan størkne.
Vi kigger også efter dyrets blodprocent, røde og hvide blodceller og fordelingen heraf. Forandringer i fordelingen af de hvide blodceller kan for eksempel give os en indikation på en infektion i kroppen. Hvis dette er tilfældet, vil det være tilrådeligt at udsætte en ikke-akut operation, til vi har infektionen under kontrol igen.
Jo ældre dyret er, desto større er risikoen for, at der kan være specielle hensyn i narkosen. Derfor vil vi for dyrets og ejerens sikkerhed altid tage en præanæstetisk blodprøve på alle dyr over 9 år, før vi lægger dem i narkose.